Gyldendal indleder en ny serie »Tæt på forfatterne« med Orla Lundbos lille bog om Panduro. Bogen, der er beregnet for litteraturundervisningen i skolen - formentlig folkeskolens ældste klasser og gymnasiet - prætenderer ikke at give en udtømmende analyse af Panduros produktion. Den er ment som en letlæst, overskuelig introduktion, der ikke på nogen måde kan eller skal erstatte John Chr. Jørgensens eller Birgitte Hesselaas bøger. De enkelte værkers indhold resumeres ganske kort, de får en kortfattet karakteristik med på vejen, og linien i forfatterskabets udvikling afstikkes. Bogen skal nok vise sig nyttig, og hvis de kommende bind i serien holder, hvad denne lover, er der lagt op til et virkelig godt supplement til litteraturundervisningen.