De tre Poirot-historier i denne bog stammer fra samlingen Murder in the Mews fra 1937. Den første, Mord i smøgen er bygget over den klassiske effekt, der hedder det lukkede rum. Den anden, Poirot og den umulige forbrydelse handler om spionage i de højeste kredse. Den tredie, Trekanten på Rhodos har en smule lokalkolorit og drejer sig om det evige trekantdrama. Agatha Christie benytter sig af samme højt udviklede overraskelsesteknik i alle tre historier, og lånerne elsker som bekendt både hende og Poirot, som her er i fin form. 1. udg. kom på dansk i 1957, 1964 og 1966, og gensynsglæden vil blive stor. Bibliotekerne kan roligt glæde deres mange Christie-fans med at købe rigeligt ind, dog med den tilføjelse, at kriminalhistorier immer er mindre populære end romanerne.