Foruden at bringe portrætter af ni af de bedste yngre danske forfattere, for de flestes vedkommende er det den hidtil mest grundige og veldokumenterede karakteristik, har Sære fortællere også et andet sigte, der giver den værdi ud over øjeblikket. Den vil, som undertitlen siger, vise hovedtrækkene i ny dansk prosakunst og samtidig påvise kontinuiteten i dansk fortælletradition fra forrige århundrede, H. C. Andersen, naturalisterne, realisterne og impressionisterne, og frem til i dag. De tre stilretninger, som Bredsdorff hver for sig analyserer på grundlag af deres mest karakteristiske repræsentanter, er: Den fantastiske fortælling (Villy Sørensen, Sven Holm, Peter Seeberg), den naturalistiske fortælling (Klaus Bifbjerg, Leif Panduro, Peter Bonild) og endelig den abstrakte fortælling (Ulla Byum, Svend Åge Madsen, Cecil Bødker). Sammenstillingen af de tre sidstnævnte forfattere virker umiddelbart overraskende, men man godtager den i Bredsdorffs klare og veldokumenterederedegørelse. Om man vil synes, at han overvurderer Panduros og især Bifbjergs prosa, eller at han ikke helt har fattet Seebergs storhed, er en smagssag. Sære fortællere er en lige så nødvendig anskaffelse som radiogrundbogen Modernismen i dansk litteratur.