Denne samling er et udvalg af Sandemoses artikler i ugebladet »Aktuel!« i Oslo fra perioden 1959-1965. Med undtagelse af et par stykker er disse tekster ikke brugt eller trykt andre steder. Stoffet er ordnet efter emner på tværs af kronologien (fortegnelse over førsteudgivelsen er medtaget). Sandemoses småstykker handler som Holbergs om alle livets forhold og S. får som altid bragt meget personligt stof frem. Hans tanker om litteratur og censur, digterens situation og inspirationen følges af udfald mod kristendommen, menneskenes himmel og salighed. Sandemose raser i andre udfald mod reklame-racet, smudsblade, sladder, skolen og sprogstrid og meget andet. Men bag alt ligger hans stadige kamp mod dumheden. De dumme er de herskesyge og intolerante, der har underkastet sig flokkens moral og snæversyn og spreder tvang og forbud. Disse artikler skal være velkomne i strømmen af Sandemose-bøger. (Bogen er ikke oversat).