Folkemindeforskeren Eske K. Mathiesen udfører i disse år et pionerarbejde for udbredelsen af fjern, tidløs folkepoesi. I tidligere bøger præsenterede han i gode gendigtninger bl. a. irsk middelalderpoesi, persiske, centralasiatiske og armenske digte, og i dette nye, lille udvalg gælder det først og fremmest makedonske kærlighedsvers oversat fra engelsk, noget så spændende som russiske krigsfangers sange fra østrigske fangelejre (indsamlede i 1916-17 af Akademie der Wissenschaft i Wien), og endelig Eske K. Mathiesens egne, nye digte, hvoraf mindedigtet Povl Christensen 1909-1977 og en suite digte om dyr bør fremhæves. De mundtligt overleverede digte, digtene fra den folkelige tradition og Eske K. Mathiesens egne går sammen i én stemme, som bør læses af mange. Her er digte så billedskønne og gribende som Højsangen, verdenslitterære perler, som imidlertid ikke har levet i offentlighedens lys, men i folkenes.