"Dette er en måde at forsvinde/det er så let/det er så let/ at indhente kosmos i et kærtegn". Således afrundes et af digtene i Ulrikka S. Gernes' nye bog, der fint udfoldet, smukt og sprogligtvellykket besynger kærligheden, ikke i alle dens variationer, og det er bogens store svaghed, men kun i begyndelsesstadiets selvfornægtende rus, hvor Ulrikka Gernes som i citatet ovenfor tilbyderat 'gå op i en højere enhed' - forsvinde. Et forsvar for den store uskyld som Ulrikka Gernes' møder man ikke hver dag i disse tider, men jeg kan ikke helt se bort fra, at hun i forhold til detidligere bøger Natsværmer (1984) og Engleklør (1985) snarere indsnævrer end udvider sit poetiske univers, omend som sagt den ydre form, udtrykssiden er upåklagelig. Bibliotekerne kan indlemmebogen her, hvis man mener at have unge forelskede lånere, der kunne tænkes at have lyst til at spejle sig i Gernes' paradis og som synes at Tove Ditlevsen er lidt passé.