Det er en forrygende herlig hvirvelvind af en roman om, hvor svært det er med den der kærlighed - ikke bare, når man er 15 år, usikker og søgende som hovedpersonen Lola, men også 19 år og vedat finde fodfæste som hendes gravide storesøster, Gina, eller halvgammel og kynisk som den fortravlede og ensomme mor, eller helgammel og i total sort resignation som kirkegårdsgraveren Jokumsen,der pga. en spandauer og en sød bemærkning finder ud af, at der stadig er håb om liv og lyst for ham også. I et fantastisk veloplagt sprog med replikker og korte beskrivelser så præcise somlynnedslag fastholdes den modne læser i skolens ældste klasser fra først til sidst. Yngre læsere fra omkr. 7. klasse vil også fanges af historien, men den sidste tredjedel, hvor Lola efter enknusende oplevelse af kærlighedstab overlever sammen med den eventyrlige drømmehelt på den store motorcykel, vil stille store fordringer til deres medskabende fantasi, ligesom bogens kompositionsom en sommers hændelser i detsydfynske med stadige flash-backs til Lolas tidligere oplevelser og erindringer. Der er grumme skildringer af menneskelig dumhed og smålighed, men humoren oglivsglæden ligger bag det hele, og historien klinger ud i optimisme og gode vibrationer.