Fabulerende, farverig og fuld fart frem! Intet er som det plejer i denne vilde roman. Er du til eksperimenterende romaner, er denne noget for dig.
Hold godt fast: To guldmagere går ad landevejen til Cottbus, men går i stedet til bystaten Jüterbog, hvor markgrevinden Clotilde hersker. Hun er i krise, fordi hun netop har ladet en ung, vellidt minister stå på pinde for sig, og det er han uheldigvis død af. Guldmagernes ankomst varsler en masse ballade, der bl.a. implicerer en fiskehandler, en detektiv-kat og virkelig mange stærkt radikaliserede hvide mus. Erik Fosnes Hansen har en række romaner bag sig, men er nok mest kendt for Salme ved rejsens afslutning.
Selvom romanen er fabulerende og vild i sit billedsprog, kan man trække linjer til vores virkelighed. Jüterbog er en diktaturstat, selvom den prøver at lade som om, den er noget andet, og vold og tortur hører til dagens orden. Der er flere dybt sarkastiske og brutale paralleller mellem samtidens politik og bogens.
Man skal leve sig ind i universet, og lade sig føre med af historien, ligesom hvis man læste Haruki Murakami, fx i Hardboiled wonderland og verdens ende.