Proust

Prousts selvbiografiske roman På sporet efter den tabte tid er en af de modernistiske klassikere, der, ligesom fx Joyces Ulysses, er kendt af mange, men som få i virkeligheden har læst. Beckett, der senere vandt berømmelse for sine absurde teaterstykker, skrev denne lille bog om Prousts værk som 25-årig i 1931. Proust er Becketts analyse, refleksioner, fortolkning og kommentarer til På sporet ..... Prousts roman handler om tid. Tiden fortærer og tilintetgør alt, men til gengæld kan alt bevares i erindringen; på denne måde smelter fortid og nutid sammen, og tiden forsvinder. Tid er også et gennemgående tema hos Beckett, se/læs Glade dage og Vi venter på Godot. Denne bog bliver dermed mere en indføring i den unge Beckett end en værkanalyse af Proust. Der findes da også andre og bedre introduktioner til Proust, af fx Olof Lagercrantz og Mogens Dupont-Petersen. Der er både i bogstavelig forstand og i overført betydning tale om meget smal litteratur. På sporet efter den tabte tid genudgives på samme tid som Proust, der første gang udkom i 1965.

Læs hele vurderingen

Beckett har en lige så glorværdig som kort fortid som litteraturforsker, og det er helt oplagt, at han har måttet beskæftige sig med Proust, hvis store romanværk er en af grundpillerne i den modernismens tradition, som har været udgangspunkt for Beckett's egen dissektion af de menneskelige livsvilkår. I denne lille analyse fra 1931 af På sporet efter den tabte tid som egentlig er en mere effektiv nøgle til forståelsen af Beckett's eget forfatterskab - fremstår Proust i Beckett's kraftfulde billedskabende prosa som en åndsfælle - om end af overvejende romantisk karakter. I Proust's opfattelse af tidsbegrebet, i hans anvendelse af vane og erindring som episke udtryksmidler og i romanens afspejling af virkeligheden ser Beckett den tydeligste formulering af vor katastrofale isolation fra livet. Bogen er en værdifuld kilde til forståelsen af den moderne roman og giver os en anvisning i én af måderne at læse Proust på.

Læs hele vurderingen