Sol glæder sig til at lege i solskinnet, men mor har andre planer. De skal feje og male og fjerne skrald i gården. Pludselig får Sol ondt i maven. Måske er det bedst, hun bliver hjemme? Højtlæsning for 4-6-årige.
Sol skal med mor til arbejdsdag i gården. Også selvom hun har det med arbejde, som hun har det med sengetider og ost. Hun er helst fri for den slags. Men mor insisterer, og Sol får en malerkost i hånden. Så skal Sol pludselig tisse, og da lejligheden er helt tom, kan hun liiige hoppe i sengen, spise noget slik og danse i mors høje sko. Sol vil gerne have Bror og Søs med i legen, så hun inviterer dem op, så de kan se dronning Bodil, der åbenbart har okkuperet toilettet. Sol er hurtig til at finde på sjove historier og lege, men da der bliver serveret kanelsnegle i gården, må hun alligevel tilbage til arbejdet. Dette er tredje bog om Sol, der er en fantasifuld pige fuld af spillopper. Serien starter med Sol over indre by - og historien om en ilder.
En sjov og finurlig historie om pigen Sol, der har en livlig fantasi og kommer til at overskride mors regler gang på gang. Sol er beskrevet med fin forståelse og indsigt i et barneliv. Bogen er festligt og farverigt illustreret med meget udtryksfulde ansigter og mange fine detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Andre historier om en fantasifuld og stærk pige findes i klassikeren<t>51735552 Bogen om Pippi Langstrømpe (Ved Kina Bodenhoff)<t>.