Hesten

Dystert økodigt med et skyldtynget jeg, som kæmper for sin og familiens overlevelse, og samtidig længes efter at forstå naturens sprog. Til digtlæsere uden sarte sjæle.

Klimadystopisk prosadigt om forholdet mellem menneske og natur og forsøget på at finde et nyt sprog, der ikke skaber afstand til verden. Personer, tid og sted er skrevet skitseagtigt frem i et jegs dagbogsindføringer, i korte, lakoniske sætninger, hvor de samme idiosynkratiske vendinger genbruges. Jeget er stutteriejer og lever af at opdrætte og sælge heste, og bor med sin kat, kone og børn på "Slottet" med en tilhørende park. Naturen er i ubalance, og enten regner det eller solen skinner ubarmhjertigt, mens skoven brænder ned. Jeget er tynget af klimaskyld: "Undskylder hele min arts forhold: fra tillid til dominans. Undskylder pisken", og synes fremmedgjort fra naturen (den indre og den ydre), hvor kæle- og nyttedyr holdes i live, mens den "grimme" natur skjules: "Et par skridt væk. Fra det ordnede og dybt nede i sivene: lugter jeg hugormens ånde.".

Fremragende! Som i fx Vibrio fremstiller Glenn Christian aldrig naturen romantisk-idyllisk. I stedet peger sproget på råddenskaben under den ordnede overflade, også i menneskets egen natur.

Forsøget på at finde et nyt sprog, peger paradoksalt nok hen på andre forfattere; ligesom jegets sprog ekkoer af genbrug af egne vendinger, citeres der fra / lånes af forfattere som William S. Burroughs, Elfriede Jelinek og Sigmund Freud.

Læs hele vurderingen