Hundrede børn

Karl er næsten 12 og går på en sangskole, hvor han synger i drengekoret og holder til på det hemmelige sted i frikvartererne sammen med sine venner. En dag begynder skolebygningen at hælde. En poetisk, musikalsk og smuk roman om musik, børneliv, fællesskab og følelsen af noget magisk. For læsere af nyere dansk litteratur.

Både Karls farfar, far og storebror har sunget i skolens drengekor og har også fået soloer. Men Karl er ikke sådan en, man lægger mærke til. I stedet synger han flerstemmigt med sine bedste venner Theo og Hüseyin i drengekoret, og der forventes stor disciplin og serveres sødmælk for at smøre de lyse stemmer, i frikvartererne leger de S, P, eller K med pigerne fra parallelklassen og hjemme laver Theo selvopfundne desserter, mens de ser DVD-film. En dag begynder skolebygningen at hælde, og rummene går langsomt mere og mere i opløsning.

I et poetisk sprog fortælles historien om at være barn, næsten ung, i 2001 på en måde, der vil vække stor genkendelighed for andre, der gik i folkeskolen i starten af 00'erne. Sammen med den fine fortælling om børneliv er der noget fantasifuldt og næsten magisk på spil i den del af romanen, der handler om, at skolebygningen hælder, og rum og regler går langsomt i opløsning.

Til musikkenStjernernes knitren handler også om børn, der lever for musikken. Den har dog en meget mere dyster tone. Stjernernes knitren har også barnet som fortæller, selvom romanen henvender sig til den voksne læserTil musikken handler også om børn, der lever for musikken. Den har dog en meget mere dyster tone. har også barnet som fortæller, selvom romanen henvender sig til den voksne læser.

Læs hele vurderingen

’Hundrede børn’ danser tryllebindende med mystikken på kanten mellem rene og knækkede toner, barndom og ungdom, levende og døde. Hverken jordforbindelse eller solide fundamenter er en selvfølge i denn...

Læs anmeldelse