Personligt essay om forfatteren Niels Lyngsøs rejse ind i meditationens verden. For voksne med viden om og interesse for meditation og selvudvikling.
Essay på over 500 sider, der følger Niels Lyngsøs meditationspraksis fra han begynder i 2017 og frem til 2022. Bogen er i to dele, hvor den ene handler om forfatterens meditationspraksis og den anden om hans forståelse af egen meditationspraksis. Forfatterens meditationsrejse begyndte med et retreat i Sverige. Retreatet vakte ham, og han blev en dedikeret meditationsudøver. Bogens fokus er Lyngsøs egen rejse og de mange udfordringer, han har med at trænge dybere ind i meditationens verden. Han beskriver sine mange retreats og daglige timelange meditationer via log-bog og mails fra vejledere. Bogen indeholder beskrivelser af teorier og praksisser inden for primært buddhistisk tradition.
Omfangsrig bog med masser af stof, der er en drøm for meditationsudøvere, der ønsker at gå skridtet videre. Bogen er meget velskrevet af en forfatter og oversætter med stort sprogligt overskud og viden. Forfatteren er ærlig om alkohol- og potmisbrug, og om det at turde slippe sin forfatteridentitet, samt om hvor hårdt det har været for ham at lære at meditere og opnå de indsigter, han har fået. Uden et forhåndskendskab til meditation vil bogen føles lang og detaljeret.
Psykologen Kaspar Meitil beskriver i Meditation og bevidsthed sin vej til meditation - dog noget mere kortfattet.