Klatretyven Ene og jægeren Pilo skal stjæle en magisk amulet fra Grev von Geyst på den dystre borg Rackeburg. Hjælp Ene og Pilo med at træffe de rigtige valg i denne A.S.P.E.-bog, hvor du selv vælger handlingen. For 10-13-årige.
Klatretyven Ene har fået til opgave at stjæle en magtfuld amulet fra vampyren Grev von Geyst for at destruere den. Hun får følgeskab af sin ven Pilo. Du vælger selv handlingen undervejs, og bogen kan læses flere gange, hvor du kan træffe andre valg. Bogen indledes med en kort vejledning til brug af bogen samt introduktion til personerne. På forsiden af bogen står der, at bogen er skrevet af Mette Finderup og Astrid B.Z. Madsen. Det fremgår imidlertid af forordet, at det udelukkende er Astrid B.Z. Madsen, der har skrevet bogen, og at Mette Finderup har "lånt sin verden ud" og er kommet med idéer. Det er 3. bind i serien. Den 1. bog, A.S.P.E. - lav dit eget eventyr - skarpskytten, var skrevet af Mette Finderup.
Bogen er rigtig spændende og udfordrende. Den er knap så avanceret som "Sværd og trolddom"-serien, og man skal ikke slå med terninger. Ofte præsenteres man for de samme valgmuligheder flere gange. Der er enkelte sort/hvide tegninger, og forsiden sælger bogen godt.
Der findes 11 bøger i den oprindelige "A.S.P.E."-serie, som starter med A.S.P.E - dæmonhuden.