Endnu en gang skal de pensionsmodne Ponti og Hamilton i kamp mod uretfærdighed - denne gang i form af en gruppe dødsensfarlige højreekstremister. Blanding af spændingsroman, samfundssatire og personlige refleksioner, som kan læses af alle Guillous mange fans.
Efter forgængeren Bedrag bedragerne er Jan Guillou, nu klar med tredje bog i sin gavtyveserie "Firmaet Hamilton & Ponti". Hamilton har en deltidsstilling, som underviser hos Søværnet, og Erik Ponti arbejder på en tv-serie om den svenske flådes sejr over Rusland i 1790. De to aldrende herrer lever en stille tilværelse, men det bliver der lavet om på, da et højreekstremistisk terrornetværk begynder at true kvindelige journalister og Ponti selv. De to beslutter sig at tage affære, men hvad der startede som en sjov adspredelse fra hverdagen, bliver hurtigt dødsens alvor.
Det er både underholdende og uhyre velskrevet når den snart 80-årige aristokratiske socialist Guillou revser sig selv og samfundet. På næsten essayistisk vis og pakket ind i et ganske velfungerende spændingsplot, reflekterer Guillou via sit alias Ponti, over alt fra årstidernes skiften, alderdommen, småfugle, og dyre vine, til unge forfattere der skriver klichéfyldt. Kan læses som et selvstændigt værk.
Kan beskrives som en blanding af autofiktion a la Knausgaard, lidt humor a la Jonas Jonasson, og klassisk revsende Guillou. Forfatteren har tidligere ytret sig direkte i klummesamlinger som fx At skrive i svære tider.