Liva må få et kæledyr. Hun har allerede en hund, og sammen med Mina prøver hun at finde et nyt dyr. Men hvad skal hun vælge, og hvad med Buller? Letlæst for 6-8-årige.
To letlæsningsbøger om Liva og hendes veninde Mina. I "Livas hund" synes Liva, at det er besværligt med hendes hund, Buller. Den er stor, lugter og skal luftes. Hun vil derfor gerne have et lille dyr. Men hvad skal der så ske med Buller? I "Livas båd" sætter et kraftigt regnvejr gang i en god leg for Liva og Mina. De vil bygge en båd, så de kan redde sig selv og alle dyr fra at drukne - præcis som i Noas ark. Bøgerne udgives med hårdt omslag i serien "Carlsens læsestart", Niveau 1. Bøgerne har lix 4-5/let 17-18.
Gode nyudgivelser af et par letlæsningsbøger fra 2009, der tager fat i et par eviggyldige børnetemaer som glæden ved dyr og leg og fantasi. Historierne holder fortsat - ikke mindst pga. de dejlige illustrationer, som både tilfører humor og liv til teksten. Det indledende forældrehenvendte afsnit lægger ikke op til samtale om bogen. Der er alene tale om tips til understøttelse af barnets afkodning.
Bøgerne er tidligere udgivet i Alineas serie "Super let ps". Indhold og tegninger er identisk, men i den nye udgave har bøgerne fået hårdt omslag og tilføjet et forældreafsnit. Der er flere bøger om Liva i den gamle serie - se fx Livas hest.