Alle elsker den gode fe, der opfylder vilde ønsker for folk. Hvad med den dårlige fe, der kun kan opfylde ét lille ønske? Hvem gider ham? Billedbog om ensomhed og venskab for børn fra ca. 4-7 år.
Den gode fe har sølvvinger og opfylder hele tre store ønsker. Den dårlige fe er en lille fyr med sølle vinger, der kun kan opfylde ét ønske med sin lille tryllepind. Den dårlige fe bor i en lejlighed, spiser mikroovnsmad og ser fjernsyn. En dag flytter drengen Albert ind ved siden af. Albert ønsker, at hans far var mere hjemme, men det ønske er for stort for den dårlige fe. Albert synes, at den dårlige fe også skal have lov til at ønske sig noget. Så hvad ønsker han sig? Den dårlige fe tænker længe og finder frem til, at han ønsker sig at være sammen med Albert. For "både fodbold og gynger er ret kedelige, men det er alligevel okay når man er to". Dette er den første bog, Kim Fupz Aakeson har lavet med Kaia Dahle Nyhus, der bl.a. står bag Guldkat.
Hvad skulle man ønske sig, hvis man fik et ønske? Et spændende spørgsmål, som man kan filosofere over og samtale om ud fra denne bog. En fin historie om venskabet mellem to ensomme drenge fortalt via en fortællestemme, replikker og tanker. Tegningerne illustrerer til perfektion, hvad der er på spil hos den dårlige fe og Albert, der er fremhævet, så miljø og andre mennesker træder i baggrunden.
En anden billedbog om venskab og ønsker er fx Det gyldne pindsvin.