Ilka involveres i en tragisk sag, da liget af Vibe Bjerres bror findes i et sommerhus i Reersø. Politiets efterforskning peger i retning af den forsvundne kvinde Anita, og snart er både Vibe og Ilka i fare. For læsere af fængslende danske spændingsromaner.
Ilka får en uventet mulighed for at blive medejer af travheste i et partnerskab med godsejer Lukas Ramsing. Men Ilka er også glad for arbejdet i Bjerre Begravelsesforretning og for kollegaen Vibe Bjerre. Særenheden P13, ledet af Louise Rick, kaldes ud for at assistere med efterforskningen af liget af Vibe Bjerres bror, Claes. Det kommer frem, at Claes var i et forhold med kvinden Anita, der forsvandt sporløst flere år tidligere. Før hun forsvandt, påstod Anita, at hendes to små sønner blev slået ihjel af eksmanden Martin. Bogen er 5. del i serien "Ilka" af Sara Blædel (f.1964), hvor 1.del er Bedemandens datter.
Medrivende spændingsroman, hvor vi følger Ilka og politiets efterforskning. Fortællingens temaer om svære familierelationer, skyld, tab og sorg er både almenmenneskelige og vedkommende. Sara Blædel formår i vanlig sikker stil at folde fortællingen ud, lag for lag, mens mørke familiehemmeligheder afsløres. Et must for spændingslæsere! Stemningsfuld forside.
Minder fx om serien "Filippa Falkenberg", hvor 1. del er Dødens druer, der har et tilsvarende fokus og fortælletempo.