Præsidentvalget i Moldova står for døren, og de russiske afhoppere Anya og Roman er på en hemmelig opgave. Sammen med CIA-agenten Adam Bosko står de over for en række hemmelige missioner - en enkelt fejl kan være livsfarlig. For spændingslæsere med interesse i Østeuropa og Rusland.
Det er i månederne op til præsidentvalget i 2024, og vi er i Moldova, Europas fattigste land. Moldova er blevet frontlinje i Ruslands hybridkrig. Agenterne Anya og Roman er begge russiske afhoppere. Anya er alvorligt syg efter at være blevet angrebet med mikrobølger. Også CIA-agenten Adam Bosko er i Moldova, og alle er klar til at kæmpe for at modvirke russisk indflydelse, afsløre korruption og forhindre illegal pengestrømning. Bogen er 3. og sidste bind i forfatterens "Østeuropa-trilogi", seriens 2. del er Kaosagenterne.
Dette er en intens politisk thriller, hvis omdrejningspunkt er ganske aktuelle problemstillinger, såsom truslen fra Rusland. I seriens foregående bind var vi i Litauen og Georgien og nu er turen kommet til Moldova. Der er mange komplekse problemstillinger, alliancer og russiske gloser og det er en svær og kompliceret bog, hvis man som læser ikke er inde i konflikter og problematikker i de tidligere sovjetlande.
Kan sammenlignes med andre politiske thrillere med tråde til Rusland, fx Aftenland af Tobias Bukkehave.