Samtalebog mellem Glenn Bech og hans Mutti, som hun gerne vil kaldes. Bogen tager læseren med ind i den stærke relation mellem mor og søn på trods af en opvækst præget af farens selvmord, dårlige stedfædre og utryghed. For unge og voksne læsere, der er interesserede i Glenn og Mutti eller som selv har familieproblemer.
Glenn Bech og Muttis forhold belyses i denne samtalebog på forskellig vis. Læseren er hele tiden vidne til skabelsesprocessen af bogen, da den fra start til slut indeholder et metalag om skriveprocessen. Bogen består af flere forskellige dele: Glenns overvejelser, samtaler mellem mor og søn, deres præciseringer, breve/emails, Glenn og Muttis fotobeskrivelser ud fra de samme fotos i familiealbummet, Mutti og sønnens brevkasse med spørgsmål fra Glenns følgere, citater fra Bechs bøger m.m.
Hjertelig, varm og ærlig bog, som er rørende og humoristisk midt i alvoren. Som læser suges man ind i relationen mellem Glenn og Mutti, og det er svært at stoppe læsningen. Bogens mange forskellige dele er med til at belyse mor-søn-forholdet fra mange vinkler. Glenn Bech skriver om, at mennesker oplever ting vidt forskelligt, og det vises også tydeligt, når Mutti og Glenn hver især har skrevet billedtekst til de samme familiefotos. Både mor og søn kommer med mange refleksioner, som man kan lære af.
I Dialog mellem to generationer taler to generationer også med hinanden om betydningsfulde emner.