Forfatterens essays, kronikker, foredrag fra 1960'erne til i dag om: Samuel Beckett, Sophus Claussen, Cyril Connolly, E.L Doctorow, T.S. Eliot, Francis Scott Fitzgerald, Joseph Heller, Ernest Hemingway, Christopher Isherwood, J.P. Jacobsen, Johannes V. Jensen, Claes Johansen, Harald Kidde, Tom Kristensen, Erich Kästner, Malcolm Lowry, Vladimir Nabokov, Fridtjof Nansen, Philip Roth, Billy Wilder og Edmund Wilson.
At Rifbjerg er en ener som digter-kritiker må vel kaldes en etableret kendsgerning. Og skulle man være i tvivl, har man hermed den kyndige Werner Svendsens udvalg til at dokumentere det. Udvalget spænder vidt, fra hidtil utrykte responsa udbarbejdet som forlagskonsulent til trykte forelæsninger, aviskronikker og bidrag til bøger, f.eks. Rifbjergs meget personlige og indlevede kapitler om hhv. Tom Kristensen og Ernest Hemingway i Danske digtere i det 20. århundrede, 1981, og Fremmede digtere i det 20. århundrede, 1968. Der er kun gode, velskrevne, indsigtsfulde bidrag, også med den særlige rifbjergske humor, men naturligvis fornemmer man, hvor det er forbilleder eller digtere, som Rigbjerg føler sig beslægtet med, der bliver skrevet om, så gnistrer det. Der er på denne vis blændende artikler om Sophus Claussen & Johs. V. Jensen, om Francis Scott Fitzgerald, om Christopher Isherwood og Vladimir Nabokov, Malcolm Lowry, T. S. Eliot og Samuel Beckett. Og næsten alt er præget af Rifbjergs dybe fascination af samspillet mellem liv og kunst i forfatterskaberne. Altså en bredt anvendelig bog med fortolkninger og inspiration til nye litterære oplevelser.