Forfatteren fra Mors, der bl.a. skriver gode noveller, har også gennem årene skrevet meget dramatik. Dette lille romantiske lystpil er skrevet til Brønderslev Amatørscene med støtte fra Dansk Amatør Teater Samvirke. Personerne er 7 kvinder og 5 mænd, 1 dekoration, og er en helaftensforestilling. Tiden er den årlige sommerfest i den lille klyngebeboelse, hvor man ikke til daglig kommer hinanden ret nær eller meget ved, men festen holdes i hævd. Midt i dette meget danske traditionelle sommerritual går der hul på jorden og virkeligheden. Fra hullet trænger sære lyde og snart også et underjordisk væsen op med ordene "Hvis I virkelig tør lege med mig, vil I endelig finde livet. Vil I betale, hvad det koster, vinder I al jordens rigdom!". Men tør man det til en pæn sommerfest i klyngebeboelsen?. Det bliver en sommerfest uden mage, hvor underjordisk magi og fantasi sætter anderledes gang i løjerne, som end ikke festens grillmad, vin og "pullimut" kan hamle op med. Portrættet af den "hellige" danske sommerfest er genkendelig besk og ideen med at lade de "underjordiske kræfter" vågne er næsten klassisk i dramatikken. Et rask lille lystpil med bid og humor til amatørscenen.