Eske K. Mathiesen rider nogle af sine kæpheste i sit lille nytårsskrift af samme navn. Den sønderjyske marsk, som lagde titel til forfatterens seneste samling, optræder også i flere af den nye samlings 15 korte eller ultrakorte digte, hvor naturen overalt er stærkt nærværende. Den koncentrerede natursansning er et af Eske K. Mathiesens specialer, som man bl.a. ser det i samlingens afsluttende digt: "Foroven lærken./ Forneden alt det andet." Så kan det vist heller ikke blive kortere; men den skarpe sansning danner en fin afrunding på en håndfuld digte, der præsenterer sig med samme lethed som violerne i det lille forårsdigt: "Et kast med hånden i farten,/ som fløj de ud af fingerspidserne./ Sådan viste hun gerne de første violer frem." Hvert digt ledsages af et billede af Keld Hansen, hvis fine gråblå akvareller skaber en stemningsfuld klangbund for Eske K. Mathiesens små nytårsdigte og medvirker til at anslå udgivelsens let vemodige grundtone.