Seierstad var korrespondenten, der med sine indignerede beretninger på de irakiske civiles vegne bed sig fast på nethinden i tv. Her fortæller hun i en engageret beretning om sine dramatiske oplevelser i Irak før og under krigen med bl.a. rædslerne omk. ofrene for fejlslagne irakiske og amerikanske missiler og kampene i Bagdad. Hun lægger ikke skjul på, at der er tale om en subjektiv fremstilling, hvor hun fuldt ud vedkender sig egne sanser og personlige reaktioner. Vi hører om vanskelighederne ved at operere som journalist under et regime, der tildeler journalisten en fast oppasser og bestemmer, hvem man må snakke med. Hun fortæller om frygten for at blive manipuleret, bestikkelserne og det nødvendige samarbejde med regimets folk. Ligesom vi fx hører om "kunstneren", der lever og ånder for sine Saddam Hussein-billeder og Said på hotellet, der dukker op snart med sæbe snart med tæpper i håb om ekstra penge. Der er således både tale om en skildring af folkelivet og et diktatur, hvor hvert tehus har sin angiver, og det kun betros avisjournalisterne selv at skrive sporten. Bogen er indlevet og medrivende og noget mere faktapræget end Boghandleren i Kabul. Derudover giver Hundrede og én dag også et fint indblik i reportagejournalistikkens proces.