Heldigvis er skoven blevet væk : digte

På trods af sin unge alder har Peter-Clement Woetmann (f. 1985) allerede publiceret digte i en lang række litterære tidsskrifter, bl.a. Hvedekorn og Øverste Kirurgiske, men dette er hans første selvstændige digtsamling. Det er flygtige stemninger og spredte erindringsglimt, "sekundet hvor øjnene mødes", der tematiseres i bogens tekster som er grupperet i fem afsnit. Ikke for ingenting er flere af digtene tilegnet musikalske og litterære forbilleder, bl.a. dette til Søren Ulrik Thomsen. I stil og tematik ligner det den "aldrende digter" til forveksling, men alligevel med en personlig accentuering og "forskydning": "Også i dag// hvor uendeligheden virker så lille// at min kendskab til i morgen/ står tabt mellem tavshed og ord// syr jeg billeder af hud." Det let patetiske og retoriske fylder dog mindre end humoren og det lette og legende. Ikke mindst i samlingens mange kærlighedsdigte, fx en hel suite af digte tilegnet en række navngivne piger, og en enkelt "Endnu ukendt". I disse sansede og sanselige tekster udfoldes lysten og kropsligheden på en måde som også spejles i det frodige og vildtvoksende billedsprog. Digtene peger og stritter i mange forskellige retninger, men mere end at være en begrænsning siger det noget om hvor god en lyriker PCW allerede er, og hvor meget der er at bygge videre på.

Læs hele vurderingen