De to eventyrere, Tommy og Tuppence, som har brilleret i tidligere Agatha Christie-bøger, er i Huset ved kanalen blevet et sat, ældre ægtepar med voksne børn. De har dog ingenlunde sat lysten til eventyr og evnen til at rode sig ind i spændende opgaver over styr. Et pligtbesøg hos en besværlig gammel tante på et plejehjem - hvor Tuppence møder en fascinerende gammel dame, som af ydre minder lidt om Agatha Christie selv - bliver startsignalet til en affære, som kulminerer i det mystiske hus ved kanalen. Vores allesammens Agatha, som vist stadig læses mere end nogen af sine yngre kolleger i faget, kan stadigvæk dreje en god historie, og hun har sin stille morskab af at vise, hvordan det gråhårede detektivpar er still going strong. Huset ved kanalen hører hjemme i den bedre ende af Christies store produktion. Den har ikke tidligere været oversat til dansk og kan udmærket glide ind på hylden i den lange række af denne "Mistress of Mystery".