Myter og legender om den sorte viking Geirmund Helskind, der levede på Island i 800-tallet. Forfatteren er i toogtredivte led fra sin tipoldefar slægtning til den mystiske og betydningsfulde skikkelse i Islands historie. For læsere af sagaer og krøniker.
Geirmund Helskind ledede en international fangstøkonomi, der gjorde ham så mægtig, at han havde slaver under sig. En del af disse mange slaver var kristne fra både Skotland og Irland. Selvom han på mange måder var en mægtig høvding i den islandske og nordiske historie, så er der næsten intet overleveret om ham, ingen sagaer eller lignende. Det er, som om man har forsøgt at glemme ham. Det forsøger den islandske forfatter og kulturhistoriker Bergsveinn Birgisson, en fjern slægtning til Helskind, at gøre op med. På baggrund af vidt forskellige kilder - og med skønlitterære elementer - fortæller han om den sorte vikings voldsomme liv og levned.
Storladen og poetisk læsning, der i stil med de islandske sagaer fortæller om vikingetiden. Der er en del navne og betegnelser fra vikingetiden, så teksten kan fremstå informationstung. Men der er skabt en forklarende og fortællende form, så sproget ikke bliver for tungt.
Forfatteren har tidligere skrevet skønlitteratur om Island, fx Et landskab er aldrig tåbeligt : roman Bogen kan endvidere sammenlignes med de islandske sagaer og Saxo Grammaticus.