Alting har en tid : at leve er ligesom at jonglere

Nærværende bog er faktisk en direkte fortsættelse af en af forlagets tidligere udgivelser selvom det ikke fremgår nogen steder. Det drejer sig om Flyve som en ørn fra 1997, hvor vi første gang møder den 14-årige præstesøn Tony midt i en skelsættende periode af sit liv, nemlig moderens død efter lang tids sygdom. I Alting har en tid, citat fra Prædikernes bog, er der gået et år, og Tony's følelse af at leve i et vakuum er så småt ved at aftage, forholdet til faderen er tydeligvis blevet forbedret, mens interessen for fugle, specielt de store rovfugle, er usvækket. Tony er en følsom drømmer og har derfor svært ved at insistere på en konventionel udvikling som vennen Gary, fastholde de varme følelser for veninden Clare eller forstå faderens iver efter et nyt liv. Mødet med den jævnaldrene og aktive kristne Jodie, synes dog at sætte lidt skub i Tony's indesluttede liv. Det er en varm og velskrevet fortælling med personer, der virker ægte og nærværende. Det kristne livssyn er beskrevet som en mulighed og bestemt ikke som en løsning, og det, sammenholdt med interessen for fuglenes frihed, giver et troværdigt billede af en ung mands vedvarende udvikling, de mange usikre valg til trods. Bogen kan læses fra omkring 13 år.

Læs hele vurderingen

Selvstændig fortsættelse af Flyve som en ørn fra 1998. Det er godt et år siden Tonys mor døde af dissemineret sklerose, og mens han stadig selv er præget af hendes sygdom og død synes hans præstefar at have overvundet den værste sorg. Det nye forhold faren er på vej ind i nager Tony, og han har svært ved af finde sig til rette med sine gamle venner. En religiøs ungdomsgruppe på sommerlejr i præstegården - og specielt pigen Jodie - bliver via deres glæde og agiterende teaterstykker katalysator for nogle af hans tanker og følelser, og ved bogens og sommerens afslutning er Tony kommet det berømte skridt videre. I centrum står den sympatiske og følsomme Tony, og hvor han som person fremstår troværdigt, kniber det mere med at få bogens religiøse aspekter til at indgå naturligt. Det skurrer vel rigeligt i de passager, hvor gruppen "indtager" folk med deres budskab, og Mayfield har tydeligt mere på hjerte i den henseende, end hun formår at få bragt videre på en naturlig måde. Sprogligt er det med til at understrege et lidt for tungt og omstændeligt sprog. Trods hovedpersonens køn mest en pigebog - forsiden med et close-up af et drengeansigt sender sammen med bagsideteksten de rette signaler.

Læs hele vurderingen