Læseren får vejledning i at styrke sin koncentrationsevne og øge hjernens præstationsevne. Bogen henvender sig til alle, der søger noget om hukommelsestræning, arbejdsdisciplin, optimering af indlæringsevnen osv., således også egnet for lærere. Omslaget signalerer lidt tør bog, men den er faktisk livlig og ret letlæst.
Forfatterparret er amerikanske psykologer, der har udviklet træningsprogrammer for styrkelse af hjernens kognitive arbejdsfunktioner. De skriver forståeligt, frisk og veloplagt om hvordan man kan forbedre sin koncentration og evne til at huske og planlægge flere ting på samme tid. Et jordnært eksempel er tilberedning af en middag, fx at sætte kartoflerne over rettidigt mens det øvrige køkkenarbejde foregår. Tests, øvelser, kost og søvn indgår i et samspil, der skulle give markante forbedringer hos bl.a. skoleelever.
Henning Kirk har skrevet flere bøger om hukommelsesteknik og hjernetræning, især for ældre. Der findes flere andre bøger om emnet for den brede voksengruppe. Björn Kadesjös Børn med koncentrationsvanskeligheder, 2002, er særligt rettet mod børn med en diagnose, hvor den foreliggende kan bruges til helt almindelige skoleelever. John Whitmores Coaching på jobbet, 2008, handler om medarbejderudvikling. Mindmaps som hukommelsestræning findes der også bøger om.
Veloplagt, alment tilgængelig bog om hjernens kognitive funktioner og en ny metode til at styrke koncentration, hukommelse og arbejdsmæssig præstation, i hjemmet, i skolen, på jobbet mv.