Complete symphonies

"The exact number of players he [Adam Fischer] uses isn't given in the sleeve notes, but a photograph of the Danish Chamber Orchestra suggests there are fewer than 50 of them, and certainly these constantly fascinating performances demonstrate that, even in Brahms, less can mean a lot more. These aren't period-instrument performances ... It's their scale, and the greater transparency that comes with using fewer strings, that pays such dividends ... These fresh, meticulously rethought performances may be worlds away from the classic recordings of these symphonies ... but among recent surveys, it's hard to think of more engaging ones".

Læs anmeldelse

"Bei der Vierten denkt man gerne zuerst an Carlos Kleibers grossartige Einspielung mit den Wiener Philharmonikern. Bis heute kann man nur bedauern, dass in dieser Konstellation keine Gesamtaufnahme entstanden ist, an dessen bedingungslos zwingende Intensität kommt auch Eschenbach hier nicht heran. Insgesamt aber eine Brahms-Box mit vielen Vorzügen, die keine Probleme hat, sich an vorderer diskographischer Front einzureihen. Ein im Booklet abgedrucktes Gespräch mit Eschenbach vervollständigt seine Sicht auf Brahms".

Læs anmeldelse

"There is nothing here that sounds like bog-standard Brahms, nothing that hasn't been meticulously thought through, barely a bar that doesn't say something. If that sounds exhausting to listen to, it's not; Ticciati's care for keeping the music airborne, coupled with the lucent transparency of the playing, mean that the longest movements fly by ... This release captures the strength of their connection and preserves it at its peak".

Læs anmeldelse

"Daniel Barenboim's first Brahms symphony cycle was disappointingly tepid, despite brilliant playing by the Chicago Symphony. Dare we get our hopes up for this new one? I did, starting with Symphony No. 3, impressed with the conductor's energized, moderate first-movement tempo and the Berlin Staatskapelle's euphonious playing that illuminates the harmonic and rhythmic cross-currents in Brahms' score ... But that's where the good news ends. Barenboim turns the Andante second movement into an Adagio, making it sound leaden and endless. He does the same in Symphony No. 4's slow movement ... Still, if forced to choose between Barenboim's Brahms cycles, I would pick this one".

Læs anmeldelse

"Ud over de fire symfonier ... rummer boksen en meget attraktiv dvd, hvor der er blevet plads til begge Brahms' klaverkoncerter, spillet med pondus af Maurizio Pollini, samt violinkoncerten, der har den 35-årige georgiske violinist Lisa Batiashvili som solist. Hun er et fascinerende bekendtskab ... Hendes violin klinger skønt i alle lejer: Brahms med dybde og højde og alt det, der er midtimellem ... Orkestret og maestro Thielemann følger hende til dørs med strålende spil".

Læs anmeldelse

"den nye indspilning med Danmarks Underholdningsorkester, der er halvt så stort som de fleste i branchen, har et helt anderledes slankt klangideal end det store sus af romantisk symfoni, som Brahms normalt giver. Men det lykkes smukt. Med sans for tempo, skøn balance, høj energi og et helt igennem dramatisk udtryk".

Læs anmeldelse

"Den ungarske dirigent Adam Fischer (...) [og] Danmarks Underholdningsorkester (...) har for Naxos indspillet symfonierne på tre cd'er, nr. 1 på den første, de to midterste på den anden, og nr. 4 på den tredje (...) Fischers tag [virker] på denne 'svanesangssymfoni' en kende letbenet. Men der er utvivlsomt tale om et bevidst valg; Fischer har gerne villet skille sig lidt ud, og mange vil givetvis finde det forfriskende - og i lighed med denne anmelder ikke savne den intensitet og tyngde, men får med den italienske maestro Claudio Abbado eller med den legendariske østrigske dirigent Carlos Kleiber".

Læs anmeldelse

"Når Berliner Philharmonikers chef Simon Rattle begynder sit livtag med Brahms' fire symfonier langsomt og ufokuseret, bliver forventningerne til de næste tre timer i selskab med fire af den klassiske musiks mest spillede stykker mildest talt nedtonede ... Der er ingen undskyldning for en grødet strygerklang og sneglefart".

Læs anmeldelse

"Dirigent og orkester har krympet de så mægtige symfonier af Johannes Brahms til forvokset kammerstørrelse. Og i den forvandling har de fået et drev, man ikke lige bliver færdig med. Robin Ticciati må virkelig dele vandene med sit nye album ... 'Rå, romantisk feber' kalder han sit klangideal. Resultatet er markant. Uden symfonisk bredde bliver det melodierne, rytme og de korte aftræk, der bærer musikken frem. Alle markeringer står knivskarpt i lydbilledet".

Læs anmeldelse

"Er man ikke den lykkelige ejer af Brahms' fire symfonier, kan en spritny cd-udgivelse i den grad råde bod herpå ... Riccardo Chailly dirigerer sit Gewandhaus Orchester fra Leipzig, som man roligt kan betegne som et af verdens førende symfoniorkestre, ikke mindst til værker som disse. Alle sektioner er optimalt bemandet, så man får masser af klangskønhed at glæde sig over ... Sættet vil utvivlsomt få status som en af de mest markante klassiske udgivelser i 2013".

Læs anmeldelse

"Riccardo Chaillys nye livtag med Brahms' orkestermusik er massivt vellykket. Her kan Bruno Walter-fans og tilhængere af nutidig opførelsespraksis mødes i fryd ... Disse optagelser simpelthen lyder godt ... Brahms var omhyggelig med sin musik, og Riccardo Chailly er det ikke mindre. Man skal unde sig selv disse indspilninger".

Læs anmeldelse

"Helsingborgs symfoniorkester er et godt orkester ... men hans [Andrew Manze] tag på Brahms er usikkert. Manze dirigerer uden dramatisk nerve og, hvilket er temmelig katastrofalt, uden hørbar fornemmelse for, i hvor høj grad symfonikeren Brahms står på skuldrene af Beethoven".

Læs anmeldelse

"Thomas Dausgaards Einspielung von Johannes Brahms' Sinfonien zeichnet sich durch transparenten Orchesterklang bis ins hinterste Detail, pointierte Phrasierung, flexible Ausarbeitung der Agogik und packend in den Steigerungen aus: sehnig-schlank und auch im Lyrischen nicht "germanisch-schwergewichtig" ... Die "Tragische Ouvertüre", die "Haydn-Variationen", die "Alt-Rhapsodie" und sechs von Brahms orchestrierte Schubert-Lieder komplettieren die Edition".

"Ádám Fischer and the Danish Chamber Orchestra are by no means the first to have tackled the Brahms symphonies with similarly pared-down forces, and the leaner sound often works to the music's advantage ... Fischer's flexible tempos and his ear for colour generally serve him well ... The sunnier Second Symphony suits Fischer's approach particularly well, and its closing moments, with their braying horns and trumpets, are thrillingly done. Altogether, something of a mixed success, but always thought-provoking".

"Das Erstaunliche ... ist nun, dass hier wirklich kammermusikalische Feinheit und eine fast schon grüblerische, auch technisch sehr gut abgebildete Vertiefung ins Detail herrschen, ohne dass darunter die gedankliche Grösse und emotionale Kraft der Werke auch nur im Geringsten leiden würden ... Auch für Brahms-gehärtete Ohren unbedingt hörenswert".

"Recording of the month: Perhaps one of the most striking aspects of these performances is the sheer variety of colours and timbres Robin Ticciati manages to extract from the outstanding strings of the Scottish Chamber Orchestra ... Throughout each work, Ticciati projects strongly defined phrase characterisation, coupled with a great sense of forward momentum ... Exciting, revelatory performances that make you listen afresh to this wonderful life-enhancing music".

"Vurdering: BBC music orchestral choice" - "Dynamic and dramatic readings, faithful to Brahms's intentions. Powerfully conceived, they are rhythmically alert, without an ounce of undue sentiment and never for an instant losing sight of the scores' rock-solid architecture. The Gewandhaus players reward him with magnificent playing, alert and sumptuously rich in sound".

"Chailly treats the symphonies to the same brush-down he gave Beethoven two years ago, and the result is equally invigorating.There's not a whiff of Germanic stodginess, but nor do you feel the music is being unnaturally pushed. Chailly's tempi, faster than 20th century tradition and always consistent within themselves, bring out the "classical" in Brahms, and the Leipzigers' performances - wonderfully lithe as well as meltingly lyrical - are a tonic".

"En kollektiv orkesterinsats som gång på gång imponerar med ett häftigt, samklingande och böljande ljudlandskap. Tidvis har man som lyssnare riktigt roligt ... och trots att jag sällan säger nej till otyglad energi känns musiken lite väl forcerad med jämna mellanrum".

"There is no shortage of recordings of the Brahms Symphonies ... But this proves a release of distinctive character and many rewards ... There is absolutely nothing pedantic in the readings he [Manze]secures from his modern-instrument players ... There are many instances of fresh thinking in his approach - and of fresh feeling".

"If you like your Brahms big, beefy and beautiful, you'll adore this set ... It is on some levels all about gorgeous playing from Barenboim's Berlin Staatskapelle: ocean-deep string tone, heavenly horns, woodwind that yearn, converse and blend. Its many splendid qualities include an elemental power that can fire up into extraordinary intensity".

"Tatsächlich ist Daniel Barenboim in jedem einzelnen Satz dieses Zyklus weit langsamer als Karajan, Klemperer, Rattle, Szell, Toscanini ... Das darf als Statement gelten und wird durch ein Zugleich von Geschmeidigkeit und Strukturentschiedenheit souverän eingelöst. Die Musik fliesst, ohne ihre leicht dozierenden Duktus zu verlieren. Die Grundstimmung ist lyrisch, dahinter spürt man den Willen eines architektonischen Masterplans ... Mit der Staatskapelle Berlin kann der Dirigent einem Klangkörper vertrauen, der auf der absoluten Höhe seines Könnens argumentiert. Wundervoll!".