Bøger / skønlitteratur til børn / roman

De to væbnere


Beskrivelse


Drengen Peter lever i England i 1300-tallet. Han vil hellere ud på eventyr end terpe latin og ende som munk. Han flygter fra landsbyen og slår følge med gavtyven Alan.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. juli 1999

af

af

Jørgen Carlsen (skole)

d. 13. juli 1999

En eventyrlig, munter, historisk og ind imellem bloddryppende fortælling fra slutningen af 1300 tallet. Peter, vel omkring de 10 -11 år er en dygtig, men rastløs dreng, der gerne vil opleve fjerne riger og lande. Han stikker af fra hjemmet i England og på sin fantastiske flugt bliver han sammen med jævnaldrende Alan væbner for ridder John, der er på vej for at hjælpe med at bekæmpe franskmændene. Utallige farer og forviklinger truer og inden de to væbnere og ridderen når frem til de engelske styrker må de gennemgå utrolige ting. Kun Peters tidligere ophold hos Ulvemanden i Storskoven redder dem til slut ud af den største trussel. Sluttelig viser det sig at Alan er en pige, der er stukket af hjemmefra. Bogen slutter brat og lægger op til en efterfølger. Den muntre og stemningsmættede tekst er fuld af forfatterens finurligheder og små vink til nutiden. Terry Jones har bl.a. skrevet Fantastiske historier fra 1993, og Michael Foreman er også kendt fra mange andre sammenhænge. Omslaget er lyst og indbydende, og ved teksten er det mange, mørke, sort/hvide tegninger i diverse størrelser og beskæringer. De er egentlig ikke specielt kønne, men passer godt til stemning og tidsalder. Bogen kan selvlæses omkring 5. kl., men er bedre i en formidlingssituation fra 2. kl., både som ren underholdning og i forbindelse med historieundervisningen i 3. - 5. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 13. juli 1999

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 13. juli 1999

Terry Jones' nye roman udspiller sig i middelalderens England og Frankrig. Den fattige dreng Peter har lært at læse latin og har en fremtid som en kirkens mand foran sig. Men Peter vil ud på eventyr og stikker af. Det lykkes ham med hjælp fra "Ulvemanden" og skovens ulve at slippe bort og han slår følge med gavtyven Alan. De bliver væbnere for den forhutlede men storskrydende ridder Sir John og kommer med ham med på den engelske konges felttog i Frankrig. Undervejs kommer de ud for mange farer og hæsblæsende og drabelige situationer (ofte for at redde Sir John ud af fedtefadet) og ender i kongens følge umiddelbart før belejringen af Reims. Lige inden er det blevet afsløret, at den snu Alan i virkeligheden (som læseren nogen tid har anet) er pigen Ann. Der er lagt op til en fortsættelse. Det er en velskrevet og velfortalt gavtyvehistorie T.J. her har begået. Stærkest står scenerne med ulvene i skoven, mens resten af romanen næsten bliver for stakåndet i sin beskrivelse af den ene farlige og uhyggelige situation efter den anden. Personskildringen af især Peter og Alan/Ann virker troværdig og middelaldermiljøet er glimrende beskrevet af (middelalder-historikeren) T.J. Bogen er, som andre T.J. bøger lige fra Regnbuekatten (1982) til Fantastiske historier (1993), fremragende illustreret af Michael Forman. Selvst. læsning fra ca. 12 år, men kan også læses højt for lidt yngre børn.


BUM

Årg. 17, nr. 3/4 (1999)

af

af

Hans Henrik Møller

Årg. 17, nr. 3/4 (1999)