Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Dødens verden og andre gyselige historier


Beskrivelse


Fantasy. Tre gysernoveller skrevet af et barn om mareridt, der bliver virkelighed, besøg af mærkelige væsener og piratkaptajnen Cross.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. maj 2010

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 10. maj 2010

Tre gyserfortællinger skrevet af en 12-årig dreng. Historier, som måske især kan bruges til at inspirere børn fra 11 år. Forsidens gruopvækkende blodige hånd slår meget godt tonen an i historierne.

Bogens forfatter er som sagt 12 år og lider af Tourettes syndrom, og han udtaler på bogens omslag, at han slapper af, når han skriver. Det er så ikke sikkert, at hans læsere slapper af med disse tre små gyserfortællinger, for det skorter ikke på blodplettede fingre, lugt af gamle lig, ondskabsfulde smil og onde blikke. En historie handler om drengen Alex, hvis mareridt bliver til virkelighed under et familiebesøg på Fyn, en handler om en dreng, der får besøg af to væsener, og den længste historie er en rigtig drabelig sørøverfortælling om Cross, der ikke er den gladeste piratkaptajn i verden. Det er historier med kendte virkemidler fra spil og film og fortalt i et aktionspræget og detaljeret sprog, som er præget af at ville forklare alt, hvad der sker. Bogen er illustreret med små blyantsvignetter af forfatterens yngre søster.

Bogen adskiller sig ikke i niveau meget fra andre samlinger skrevet af jævnaldrende som fx Hør hvad vi skriver, 1998 og De eventyrlige historier, 2006.

Ingen tvivl om, at forfatteren har en livlig fantasi og stor glæde ved at skrive, og resultatet kan inspirere andre unge fx i et skoleforløb. Men den lever ikke op til det sproglige og indholdsmæssige niveau, som gysere skrevet af professionelle forfattere har.