Wetering har tidligere udtalt at serien om kommissæren og politifolkene De Gier og Grijpstra lakkede mod enden, men hvis han kan holde den standard der præger Drømmepigen, har det ingen hast. En hollænder bliver øjensynligt myrdet i Central Park i New York, og da det amerikanske politi henlægger sagen som et naturligt dødsfald, henvender en slægtning sig til kommissæren, og da han skal til New York, til en kongres, indvilger han i at se på sagen. Inden længe slutter de Gier sig til ham, og ved hjælp af bl.a. en ridende amerikansk kvindelig politibetjent, som uden blusel lægger an på de Gier, lykkes det at opklare sagen, og kommissæren kan drage hjem, for at gå på pension. Det er ikke det kriminalistiske element der er det væsentlige i denne roman, det er spillet mellem de tre gamle venner, den indforståede pingpong mellem gamle kombattanter, der kender hinandens svagheder og hinandens styrke, og den genkendelsesglæde vi som læsere får ved at møde dem endnu engang, i en veloplagt og humørfyldt skildring af mødet med en anderledes kultur, hvor de ved fælles hjælp løser mysteriet, og kommissæren kommer over sin tilbagevendende drøm om den blinde, langbenede vognstyrer på sporvognen i Amsterdam, Drømmepigen.