Høvdingestolen, Poeten og Pelikanen har for længst placeret sig som stilikoner for den danske møbelguldalder. Deres skaber Finn Juhl får her præsenteret sit samlede værk i en form og et udstyr, som er ham værdigt. Bogen vil pynte på kaffeborde overalt og henvender sig bredt til de mange som interesserer sig for danske møbelklassikere.
Finn Juhl (1912-1989) er anerkendt som en af vore bedste møbelarkitekter. Det var oprindeligt kunsten, der interesserede ham, og som møbeldesigner fastholdt han det skulpturelle som væsentligt. Bogen er den mest omfattende beskrivelse af Juhl og hans værk. Den er opdelt i 5 kapitler og er, som det sig hør og bør, illustreret med fotos, Juhls egne tegninger og detailfokuserede farvefotos af et udvalg af Juhls møbler i et eget billedafsnit på særligt papir. Bogen indeholder desuden en samlet kronologisk fortegnelse over Juhls værk delt på kategorier.
Christian Bundegaard er velskrivende og engageret i emnet, og skal yderligere roses for at give plads til de illustrationer, som lader Juhls værk tale for sig selv. Især de knivskarpe detaljefotos af nogle af Juhls væsentligste møbler har ren mundvandseffekt. En overdådig bog som kommer til at ligge under mange juletræer i år, men som også vil blive lånt fra bibliotekerne så længe interessen for danske designmøbler eksisterer.
Finn Juhl fra 2004 overgås her i omfang og udstyr, men den overflødiggøres ikke.