Folk

Det er et barskt og illusionsløst familieportræt Mads Brenøe ruller op i sin anden roman. Åbningsscenen er klassisk: Far, mor og de tre børn er på vej ud af huset til farfars fødselsdag. Familiebåndene er tætte, men synes mest at bestå i kraft af personernes kropslige og følelsesmæssige idiosynkrasier i forhold til hinanden. Herefter opløser romanen tidens og stedets enhed til fordel for en række punktnedslag, centreret omkring de enkelte personer og deres subjektive synsvinkel. Som i sine tidligere novellesamlinger og romanen Victors Victor, (1995), borer MB med en næsten klinisk og lystfyldt præcision ind til de mest følsomme og sårbare steder i sindet og kroppen hos sine personer, lige indtil det gør ondt - både i bogstavelig og overført betydning: "Hurtige hug, og så væk igen og lede efter nye steder", som det hedder med en karakteristisk formulering, der samtidig kan illustrere Brenøes "metode" som fortæller. Direkte, næsten fysisk pågående, men også med sans for det groteske og absurde, punkterer romanen konsekvent ethvert tilløb til en idealistisk virkelighedsopfattelse. Barndommens beskyttende engel er afløst af en drillende eller hævnende engel med med knækkede vinger! Her gåes tæt på grænser og smertepunkter, men de overskrides ikke, og kunstnerisk er det MB mest helstøbte bog til dato.

Læs hele vurderingen