Hvordan narrer man en stor farlig trold, når man kun er en lille dreng? Find ud af det ved at læse eventyret om Askefis. Du kan også læse ni andre eventyr i bogen. Kan læses, når man er 8-9 år.
Bogen er i serierne "Dingo. Gul" og "Dingo. Eventyr". Den består af ti forskellige folkeeventyr. Der er både kendte eventyr, som fx Ulven og de syv gedekid, og mindre kendte, som fx Jesper Næsvis. Der er farveillustrationer på næsten alle opslag og teksten er sat op i korte afsnit med stor skrift. Der er indholdsfortegnelse forrest, og bagest kan man læse om, hvor eventyrene stammer fra. Bogen er med hårdt omslag.
Fin samling af kendte og mindre kendte folkeeventyr. Alle ti eventyr er forholdsvis korte og har fine og sjove illustrationer. Det er godt, at der er en blanding af både kendte og mindre kendte eventyr. Så kan man få genopfrisket, dem man kender, men også få lært nogle nye at kende.
Der findes efterhånden en del andre eventyr og fabler, der er bearbejdet til letlæsning, i samme serie "Dingo. Gul" fx Fabler af Æsop, som er i samme sværhedsgrad.