Frø

Digtene er ikke komplicerede at forstå og vil derfor kunne læses af alle med interesse for lyrik.

Arne Herløv Petersen har selv fotograferet den løvfrø, der danner samlingens forsideillustration. Det vidner om stor kærlighed til naturen, og den finder man også i digtene. Naturen er en stor inspirationskilde og den sætter fantasien og billeddannelsen i gang hos A.H.P. Når han fx om flyvende svaner skriver: "Når de flyver med klaprende vinger/ danner de broer af lyd/ mellem jorden og skyerne", er det lige før der anslås en transcendent tone. Andre steder lever A.H.P. sig i fantasien ind i den historiske natur: "Jeg fløj rundt på lædervinger over en sump/ og øvede mig i at sige mit navn rigtigt: Pterodaktyl." Et andet sted er han en pingvin. Omslagets frø kan såvel være naturens frø som det frø fantasien spirer ud fra. Udgangspunktet er ellers hverdagen på landet. Det er vinteren, der bliver ved og ved. Det er alderen, der begynder at melde sig: "Tiden er ikke sand i et timeglas/ men nyregrus." A.H.P. har humoren med sig. Men man fornemmer også en resignation over for samfundet, over for civilisationen og over for livet, når der fx via computeren skal stilles en diagnose: "Blød venligst ned i Sprække A./ Tak, det er tilstrækkeligt./ Tør op efter Dem./ Størknet blod/ kan beskadige tastaturet.".

Den lidt resignerede tone kan lede tankerne hen på Peter Poulsens Rulleteksterne fra 2010.

Digtene er fine eksempler på stor fantasi og ekvilibristisk evne til at omsætte den til lyrik.

Læs hele vurderingen