Bøger / faglitteratur

Hamlet, Kronborg og Shakespeares Helsingør


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. juli 2001

af

af

Kent Skov

d. 13. juli 2001

Lille indbydende og informationstæt historisk bog om Helsingør. Bogen sætter fokus på tiden o. middelalderfæstningen Krogen og det senere Kronborgs opførelse og Helsingørs betydning i 1500-tallet samt Shakespeares beskrivelser af byen i Hamlet. Første del beskriver således i let og flydende stil de historiske omstændigheder, der lå til grund for byens vækst og velstand: den magtfulde og populære Kong Erik af Pommerns tildeling af toldprivilegier til byen i 1462 og videre udvikling under de følgende regenter under byens storhedstid. Forfatteren giver desuden en nærmere gennemgang af Kronborgs ydre og indre opbygning. Bogens anden del diskuterer relationerne mellem Hamlet-dramaet og byen herunder overvejelserne om Shakespeare selv skullet have besøgt Helsingør. Den tredje og sidste del beskæftiger sig så med Helsingørs "nedtur" i løbet af 1600-tallet efter branden og genopførelsen i 1629. Afsnittene om de historiske perioder med fokus på kongemagtens betydning og krigene findes selvfølgelig også beskrevet andre steder. Men det mere specielle afsnit om Shakespeares rolle er nok ikke lige til at finde i andre populære fremstillinger. Bogen er anvendelig til de "seriøse" besøgende og turister, der vil lidt dybere ned i materien. Litt.henvisninger.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. aug. 2013

af

af

Søren Møller

d. 6. aug. 2013

For interesserede i Shakespeares digtning, Helsingørs og Kronborgs historie, samt dansk historie i det hele taget.

Første del handler om Kronborg og Helsingørs fremvækst i middelalderen. I anden del fremlægger forfatteren sine studier af skuespillet Hamlet. Han sammenholder citater fra skuespillet med byens og slottets topografi, og tester om Shakespeare mon har sine ideer direkte fra et besøg på Kronborg eller ad andre veje. Der er både eksempler, der taler for, og imod, med mindre man vil tilskrive disse sidste til den digteriske frihed. Bogens tredje del handler om byen og slottets historie i 1600-, 1700- og 1800-tallet, set i en danmarkshistorisk sammenhæng. Forfatteren skriver om komplicerede emner på en flydende og nem forståelig måde. Illustreret med et meget varieret og passende udvalg af nye fotos, gamle landkort, tegninger, træsnit og stik. Lang litteraturliste og register.

Bogen udkom første gang i 2001. Herværende er et helt uændret genoptryk, bortset fra at den nu udkommer på et andet forlag. Ellers er byens og slottets historie meget beskrevet, især i lidt ældre bøger. Bandt andet i Kenno Pedersens William Shakespeares Helsingør, 1996, kan man finde noget om byen og slottet i 1500-tallet, og i Vibeke Woldbyes Kronborg, 2001, er der en bred beskrivelse af slottet. Men David Hohnen går videre ind i detaljerne omkring dramaet og topografien.

Helsingørs og Kronborgs historie, og dramaet Hamlet set i topografisk lys. Det hele i flydende og letforståelig form.