Rumskibet Thetis er på vej mod stjernen Beta Hydri med resterne af menneskeheden. På planeten Phoebus møder de en intelligent race, Gaierne, nærmest en slags elefanter, kontaktforsøget bliver,især p.g.a. kaptajnens frygt og mistillid en fiasko, og ender i atomar ødelæggelse af Gaierne. På planetens havdækkede måne har Satan, som er fulgt med arken, taget skikkelse af en kæmpemæssigslange som til slut kaster de to sidste- og første-bennesker op på en øde strandbred. Havet er en vældig ambitiøs roman, en kombination af okkultisme, filosofi og science fiction og en afbalanceretsådan. Men forfatteren har en tendens til at fortabe sig, således i midterafsnittets sidelange beskrivelser af Gaiernes historie og kultur, det er kedelig og fantasiløs læsning, tilmed nærmestulæselig p.g.a. de utallige og uskelnelige gaiske ord. Første og tredie afsnit drives frem af en spændende handling, det er dog ikke den der er det vigtigste (som i de fleste sf-romaner),hovedsagen er de filosofiskebetragtninger over tilværelsens mål og mening og personernes forskellige attituder til begivenhederne. De mange uoversatte amerikanske vendinger, de mange fremmedord ogde mange litterære allusioner gør teksten svær og vil støde læsere bort, og det er synd, for i passager er denne bog noget af det bedste jeg længe har læst indenfor den såkaldte spekulativelitteratur. Uskøn skrivemaskinesats, og ill. som slet ikke står mål med bogen.