Rhena Taylor var missionær i Afrika, da faderen havde de første tegn på Alzheimers. Det tog tid at erkende sygdommen, men da det var sket, tog hun tilbage til England for at passe faderen sammen med hans kone. Det forløb fortæller hun om her med en detaljerigdom og ærlighed, som sjældent ses: Hvordan finder man ud af hvilke bleer, man skal have fat i? Kan han lære at bruge kørestolen og de andre hjælpemidler? Hvordan fungerer samvær med andre mennesker for den demente? Og hvad sker der, når man, endelig, bliver aflastet af professionelt plejepersonale. Hun fortæller om at ønske at faderen skal have et værdigt liv til det sidste, men det er for hårdt for de 2 kvinder, nogle dage får han ikke rigtigt tøj på, bliver blot hjulpet ned i stuen. Det er ikke en trædemølle hun beskriver, men et liv med lyse og gode sider, og hvor troen spiller en fremtrædende rolle for hende. Hun skriver også om den store forskel på at blive gammel og dø i England og i det Afrika, hun har forladt. Ensomheden og mekaniske ritualer her i modsætning til de store begravelsesfester i Afrika. Det er en fin bog om såvel Alzheimers, som en pårørendes liv og trængsler og det at have troen som hjælp i den svære tid, og den er skrevet med kærlighed til faderen. Af Taylor findes på dansk Fangen og andre noveller, 1990 og Kontraster i sort og hvidt, 1984.