Krigerprinsessen, som Josefine Ottesens nye serie hedder, er rigtig lovende. 1. del hedder Lindormen, og handlingen foregår i et fiktivt univers, en middelalder- og ridderverden. Bogen henvender sig til mellemtrinnets læsere fra 3. kl. (9 år). Teksten (lix 10) er velskreven med en stigende spændingskurve og et godt plot, som pirrer læseren. Pernille H. Jensen har illustreret bogen. Tegnestilen er rund, og ansigter og figurer er udtryksfulde og farverige. Der er illustrationer på samtlige opslag, og de udvider og understøtter teksten. Den unge prinsesse Alvilda og hendes terne Gro er om dagen låst inde i et kobbertårn. En lindorm bevogter tårnet - underforstået prinsessens dyd. Pigerne keder sig, og Alvilda drømmer om, at der dukker en frier op, der kan slå lindormen ihjel. Friere er der nok af, men ormen sejrer konstant. På hegnet om ormens gård har pigerne udsigt til de opstillede rester af de mange bejleres hoveder. Da kongesønnen Alf dukker op, kæmper han mod dragen og vinder, men kongen har andre hensigter med prinsessen. Alvilda har dog allerede forelsket sig i Alf, og hun flygter i slutningen af bogen sammen med ternen Gro. Nu glæder jeg mig rigtig meget til 2. del udkommer. Illustrator og forfatter lavede sammen bøgerne om Roselil (3. udgave 2006). Omslaget viser ansigtet af den smukke prinsesse Alvilda og tårnet med den vogtende lindorm.