Første notat i bogen er dateret 1. oktober, det sidste 20. november, altså et noget længere tidsrum, end der sædvanligvis bliver charterturisten til del. Dessau bor størstedelen af tiden i den toscanske by Montalcino, hvorfra den fornemme Brunello-rødvin kommer, hvilket han da også erfarer. Bogen veksler mellem relativt korte notater på omkring en side og noget længere tekster, der nærmest har karakter af essays. Der er mange og dejlige glimt fra Montalcino om livet og menneskene i denne lille by og fra udflugterne i det toscanske landskab og til byerne der: "(...) marker med vin og majs og korn og kvæg på græs, træer med frugt og oliven og et par enkeltstående cypresser der rager op som udråbstegn i stilheden". Men ind i notaterne fra dette italienske efterår flettes dybt personlige erindringer og refleksioner over livet og døden, kunsten, dramatik, skuespil - et modent, engageret og kritisk menneskes koncentrat af efterhånden et livs resultater krydret med citater fra yndlingslitteraturen. Bogen viser, at rejsedagbogsformen stadig kan bringes til at leve, til glæde for Dessaus vanlige læsere (der måske også kunne tælle f.eks. en Ulrich Horst Petersens) og til (gen)oplevelse for italienselskerne.