Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Månens bjerge


Beskrivelse


Fantasy. Den unge præstinde Mirany kæmper stadig mod det korrupte præstestyre. Samtidig er barneguden Arkonten draget ud på en farlig rejse sammen med Miranys venner Oblek og Seth samt gravrøveren Sjakalen for at finde Sangenes Brønd.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. nov. 2005

af

af

Vera Jensen

d. 7. nov. 2005

Denne bog er en fortsættelse af Oraklet (2005). Vi befinder os i et mytisk land, der har mindelser om antikkens Grækenland og i særdeleshed oldtidens Egypten. Den unge Mirany, der er en af de 9 præstinder for menneskeguden Arkonten, har trodset det korrupte præstestyre og har været medvirkende til at få indsat den virkelige Arkont, drengen Alexos. Men der er stadig misundelse og magtkampe blandt de andre præstinder, og den magtsyge general Argelin prøver stadig at tage magten både fra præstinderne og guden Arkonten. I dette bind drager Arkonten og hans ledsagere, musikeren Oblek, notaren Seth samt gravrøveren Sjakalen, på en slags pilgrimsrejse gennem den uvejsomme ørken mod "Månens Bjerge" for at finde en skjult brønd, der atter skal bringe vandet tilbage til det tørkeramte land. Det er en formidabelt spændende og velskrevet bog, der kun læses med optimalt udbytte, hvis man allerede har læst seriens første bind. Handlingen er ret kompleks og stiller krav til læseren, men den er til gengæld ladet med spænding og mystik. Personerne er glimrende beskrevet, og deres personlige samvittighedskvaler og dilemmaer er skildret med indlevelse og psykologisk klarhed. Især den idealistiske præstinde Mirany og den vægelsindede notar Seth udvikler sig hele tiden. En blodig og frodig historie, der er sat ind i nogle fængende og farverige fortidskulisser. Fra 12 år og opefter.