Psykologisk og sociologisk analyse af ondskab. Bogen tager fat på tre spørgsmål: hvordan, hvem og hvorfor: Det onde som fænomen (fx tortur og terrorisme), aktørerne (fx bødler og ofre) og ideologien bag. Bogen beskriver detaljeret forskellige metoder som hjernevask, torturformer, terror. Ofte beskrevet af ofrene selv. Afsnittene er barske og fik mig til at lægge bogen væk flere gange. Aktørerne rækker fra bødler over destruktive religiøse, økonomiske og politiske bevægelser til statsterrorisme. Nazityskland nævnes tit, men også Abu Ghraibfængslet i Irak. I det hele taget Mellemøsten og de kommunistiske lande. Bogen diskuterer udviklingspsykologiske, socialpsykologiske og biologiske forklaringsmodeller og teorier, og den konkluderer at ondskab skyldes et kompliceret samspil af mange faktorer. Fredsforskeren Jan Øberg afslutter med et kapitel om verdens ulighed og hvad perspektiverne er. De to øvrige forfattere er hhv. udviklingspsykolog og professor i socialpsykologi. Sprogligt alment forståeligt. Emnet er sørgeligt aktuelt med Beslan-gidseltagningen. Men bogen kræver forberedte læsere. Spredte sort-hvide fotoer. For 20-30 år siden blev emnet beskrevet, dengang fra Latinamerika og Sydafrika. Andre nyere bøger er mere filosofisk anlagt.