Gode, gamle Rasmus Klump bygger skibet Mary sammen med sine venner i denne udgave, der er baseret på den nye tv-serie om ham. For børn på ca. 2-5 år.
Dette er historien om, hvordan Rasmus Klump og hans venner bygger skibet Mary. Det starter med, at Rasmus møder Skæg sovende på stranden ved siden af et ramponeret skib. Skæg fortæller, at han har sejlet rundt i hele verden og bragt to store æg med hjem. Rasmus vil også ud at rejse, så han aftaler med Skæg, at han må komme med ud på havet, hvis han sætter skibet Mary i stand. Med hjælp fra sine venner lykkes det, og alle rejser ud på eventyr. Også Pildskadden og Gøjen, der er klækket ud af æggene. Tekst og illustrationer er taget fra tv-serien. Illustrationerne fylder siderne ud, og teksten står skrevet på dem.
Bogen er allerede blevet læst mange gange af min medlektør på to år, så den appellerer bestemt til små børn. Den nye tv-serie om Rasmus Klump kører på dansk tv i øjeblikket, og børn vil kunne genkende universet derfra. Det er en god introduktion til Rasmus Klumps verden, hvor man ser, hvordan skibet Mary opstår.
De computerskabte illustrationer er ret anderledes end Carla og Vilhelm Hansens klassiske tegninger sat op i tegneserieform som fx i Rasmus Klump bygger skib, og historien også er en anden. Det er lettere at læse den nye udgave, men den gamle har stadig sin egen charme.