Biografi om rapper, sangskriver og X-factordommer Remee, men også en bog, der giver indblik i den danske og udenlandske musikbranche. Henvender sig til voksne fans og til musikinteresserede.
Forfatteren, journalisten Ulrik Sass, der tidligere har skrevet Riskær under overfladen, 2005 skildrer i denne Remees hektiske livshistorie men giver samtidig et godt og brutalt indblik i musikbranchen, hvor det eneste, der tæller er hits og salgstal. De godt 300 sider kommer rundt om alle aspekter af Remees liv og trods de kun 36 år er der meget stof at hive fat i. Bogen starter og slutter med X-factor, men derimellem er den kronologisk bygget op med beskrivelse af barndommen som adoptivsøn, ungdommen med vilde fester, Sound of Seduction og mødet med den biologiske far og dertilhørende halvsøskende, og de senere år som investor i Tyrkiet, sangskriver og dommer i X-factor. Arbejdslivet, kærlighedslivet og personligheden bliver beskrevet gennem interviews med nære venner, kollegaer og Remee selv. Alt i alt et spændende, kærligt og lødigt portræt, der kommer rundt om Remees personlighed på både godt og ondt. Bogen er krydret med både private og offentlige fotos. Bagerst er en udvalgt diskografi.
Dette er den første biograf om Remee.
Vellykket, ærlig biografi om Remee og samtidig en nøgtern og barsk beskrivelse af en kynisk musikbranche. En biografi, der uden tvivl kommer til at ligge under mange juletræer og som er et must for alle biblioteker uanset størrelse.