Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Skatten i jorden


Beskrivelse


Frederik opdager nogle mystiske personer på en nedlagt gård, da han er ude at lede efter oldtidsskatte. Mon det kan være de bankrøvere, politiet leder efter? Bogens slutter med en faglig del om, hvordan børn har gjort oldtidsfund - samt gode råd til skattejægere.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. maj 2009

af

af

Kirsten Thorning Thagaard

d. 5. maj 2009

Ny bog i serien Zoom ind. Fakta, som er delt op i en fiktions- og faktionsdel. Bogen kan bruges til læsetræning og fritidslæsning til øvede læsere fra 10 år.

Forfatteren mestrer både fiktion og faktion. Med inspiration i oldtidsfund i Danmark og Sverige har han skrevet en roman om en dreng, der i søgning efter oldtidsskatte bliver involveret i opklaringen af et bankrøveri. Hovedpersonen, den 11-årige Frederik, er ikke en oplagt helt. Han er tyk og kikset og i forsøget på at overleve i sin klasse, overdriver han altid. Derfor er han heller ikke et troværdigt vidne, da han fortæller, at han har set bankrøverne. Det hele ender dog godt. Frederik taber sig, han bliver ven med en dreng fra klassen, og hans bedste ven Signe vender tilbage, og han får hele dusøren! Selv om plottet er forudsigeligt, er bogen spændende. Den er skrevet i et letflydende sprog krydret med illustrationer i farver. Anden del af bogen handler om forskellige oldtidsfund fundet af børn, fra Guldhornene til vor tid, og gode råd til kommende skattejægere. Beskrivelserne er krydret med mange fotos.

Bogen ligner i layout og opbygning forfatterens Liget i mosen, 2007 fra samme serie.

En spændende historie om den kiksede dreng, der har problemer med kammeraterne, men alligevel ender med at blive helt, da han bidrager til opklaringen af et bankrøveri. Til sidst fortælles om oldsager, fundet af børn og gode råd til kommende skattejægere. Et fornemt miks af fiktion og faktion for mellemtrinnet.