I denne papbog kan man lege og bygge med ord, der rimer. Den handler bl.a. om en bøvsende, svimmel ål, der spiste en skålfuld kål. For børn på ca. 3-5 år.
Tre bøger i pap, der leger med ord. På hvert af de seks opslag i bøgerne præsenteres tre ord, der rimer og som bruges til at danne rimede sætninger, der fortæller en lille historie. I "Spar par ar" er der fx et opslag, hvor ordene "gråd", "råd" og "åd" er fremhævet på den ene side, og hvor sætningen med de tre ord bygges om til "Karl brast i gråd og skal ha' råd, for en rådden tomat han åd" på den anden side. På opslaget er også et billede af Karl, der græder og sidder med den rådne tomat i hånden. Illustrationerne er håndtegnet i digital format af forfatteren selv, Charlotte T. Frobenius, og er sat op af grafiker Kristian Sølyst Jeberg.
Det er nogle sjove vrøvlerim, der er bygget op i bøgerne, og det er en god idé at lade små børn opleve, hvordan tre ord, der rimer, kan komme til at hænge sammen i en lille, skør fortælling. Det er oplagt, at man selv rimer videre med de ord, der er i bøgerne, eller finder på nye. Om man kan lide de lidt stive illustrationer er nok en smagssag, men de understøtter fint rimene.
En anden billedbog med rim, der også leger med sproget, er fx Krible krable rim for de små, der dog er mere omfattende end bøgerne her.