Musik / folk

Storytone


Anmeldelser (8)


Gaffa [online]

d. 1. nov. 2014

af

af

Jan Opstrup Poulsen

d. 1. nov. 2014

"Det er klassisk Neil Young i den underskønne When I Watch You Sleeping, mens han igen forsøger at redde moder jord i Who's Gonna Stand Up? En sang fra Crazy Horse-koncerterne, der her fungerer fortræffeligt i en skrabet banjo-udgave. Men ellers bliver Neil Young lidt magelig, og der er på ingen måde nogen grund til at bruge tid på ham med strygere og blæs på, der tenderer til det rene tidsfordriv".


Gaffa [online]

d. 1. nov. 2014

af

af

Jan Opstrup Poulsen

d. 1. nov. 2014

"Det er klassisk Neil Young i den underskønne When I Watch You Sleeping, mens han igen forsøger at redde moder jord i Who's Gonna Stand Up? En sang fra Crazy Horse-koncerterne, der her fungerer fortræffeligt i en skrabet banjo-udgave. Men ellers bliver Neil Young lidt magelig, og der er på ingen måde nogen grund til at bruge tid på ham med strygere og blæs på, der tenderer til det rene tidsfordriv".


Berlingske tidende

d. 3. nov. 2014

af

af

Lars Rix

d. 3. nov. 2014

"Der er de sædvanlige sværdslag, der markerer Neil Youngs noget bombastiske engagement i naturen og mod forurening, men så på den anden side, så kommer der pludselig en sang om, at han bare elsker at drifte rundt i sin benzinsluger af en amerikanerbil, så han er ikke helt til at blive klog på. Og netop det er det mest charmerende ved Young. Du ved aldrig helt, hvor du har ham. Og hvis man som jeg hurtigt får for meget af al den fløde, som ens store rockidol har valgt at hælde ud over sig selv med denne udgivelse, så kan man heldigvis blot vælge at investere i deluxe-udgaven af »Storytone«, hvor de ti nye numre også leveres i en »nøgen« udgave, kun med Young og hans guitar. Dét er den ægte og sande vare".


Politiken

d. 16. nov. 2014

af

af

Kim Skotte

d. 16. nov. 2014

"Den nøgne sandhed har ofte tjent Neil Young godt. Det gør den ikke denne gang. På et album, der har sine momenter, men må regnes for et af Youngs mest tamme nogensinde".


Jyllands-posten

d. 3. nov. 2014

af

af

Peter Schollert

d. 3. nov. 2014

"Han stiller med et orkester på næsten hundrede musikere - strygere, blæsere m. m. Der er også kor, og en stemning af swing, blues og filmsoundtrack, og så er der hovedpersonen med sin vokal, der veksler mellem det skrøbelige og simple udtryk. Det er overraskende først, sjovt og interessant til tider, men det er en vision, som ikke for alvor giver mening. Det skyldes, at Youngs vokale arbejde til tider fremstår for klodset, og her kan de vedkommende tekster ikke hjælpe ham".


Berlingske tidende

d. 3. nov. 2014

af

af

Lars Rix

d. 3. nov. 2014

"Der er de sædvanlige sværdslag, der markerer Neil Youngs noget bombastiske engagement i naturen og mod forurening, men så på den anden side, så kommer der pludselig en sang om, at han bare elsker at drifte rundt i sin benzinsluger af en amerikanerbil, så han er ikke helt til at blive klog på. Og netop det er det mest charmerende ved Young. Du ved aldrig helt, hvor du har ham. Og hvis man som jeg hurtigt får for meget af al den fløde, som ens store rockidol har valgt at hælde ud over sig selv med denne udgivelse, så kan man heldigvis blot vælge at investere i deluxe-udgaven af »Storytone«, hvor de ti nye numre også leveres i en »nøgen« udgave, kun med Young og hans guitar. Dét er den ægte og sande vare".


Jyllands-posten

d. 3. nov. 2014

af

af

Peter Schollert

d. 3. nov. 2014

"Han stiller med et orkester på næsten hundrede musikere - strygere, blæsere m. m. Der er også kor, og en stemning af swing, blues og filmsoundtrack, og så er der hovedpersonen med sin vokal, der veksler mellem det skrøbelige og simple udtryk. Det er overraskende først, sjovt og interessant til tider, men det er en vision, som ikke for alvor giver mening. Det skyldes, at Youngs vokale arbejde til tider fremstår for klodset, og her kan de vedkommende tekster ikke hjælpe ham".


Politiken

d. 16. nov. 2014

af

af

Kim Skotte

d. 16. nov. 2014

"Den nøgne sandhed har ofte tjent Neil Young godt. Det gør den ikke denne gang. På et album, der har sine momenter, men må regnes for et af Youngs mest tamme nogensinde".