Sometimes I sit and think, and sometimes I just sit
Courtney Barnett
Emneord
Anmeldelser (5)
Soundvenue
d. 18. maj 2018
af
af
Mads Kjær Larsen
d. 18. maj 2018
"Meget af Courtney Barnetts styrke ligger i hendes guitarspil snarere end i hendes ellers højt besungne lyrik. Det er mængden af medrivende riffs og knasende sprøde guitarlinjer, der tager stikkene hjem på den australske sangskrivers andet album. De i denne ombæring mindre miljøobserverende og mere indadvendte tekster afspejler sig i Barnetts vokalindsats, der virker langt mindre selvbevidst jokende end tidligere".
Jyllands-posten
d. 21. maj 2018
af
af
Peter Schollert
d. 21. maj 2018
"[Barnett] vender vrangen ud på sig selv og blotter sig som en kvinde med angst og depression. Hun foretrækker titler og dyrker sætninger, der er formet af ærlighed og oprigtighed ... Courtney Barnetts sange kan minde om navnkundige Nirvanas iørefaldende grungestil, hvor garagerocken var et udgangspunkt. Men hun agerer så sandelig også under indflydelse af country, traditionel rock og imødekommende pop. Ovenpå det fundament optræder hun med et nærværende og ungdommeligt sangforedrag, der ikke udstiller nogen stor sangerinde rent teknisk. I stedet understøtter det oplevelsen af en kunstner, der lever livet ved hjælp af hele følelsesregistret, og som nu er klar til at indrømme, at det er sådan, hendes verden hænger sammen".
Politiken
d. 18. maj 2018
af
af
Simon Lund
d. 18. maj 2018
"Hendes guitar har en rå lyd, der leder tankerne hen på en, der iklædt skovmandsskjorte sparker til bildækket på en havnekaj i 1990'erne, men Courtney Barnetts ord tager os mere følsomme steder hen ... Hvor hun på debuten observerede verden med hovedet på skrå, vender Barnett nu blikket indad og sætter mere simple end fiffige ord på sin angst og sårbarhed som et menneske på randen af i hvert fald en kraftig nervøs trækning. Courtney Barnett tegner tankeboblerne over den melodiske støj og fylder dem med løsrevne sætninger om at føle sig afkoblet fra verden. Isoleret som en antenne, der sender og modtager på en anden frekvens end resten af verden. Krisen er introvert, men kan deles med alle andre - og især med andre kvinder på albummets hymniske højdepunkt, 'Nameless, Faceless'".
Weekendavisen
d. 8. juni 2018
af
af
Klaus Lynggaard
d. 8. juni 2018
"Australske Courtney Barnett imponerer med sin anden uhøjtideligt spunky lp. Hun genopliver noget af den dér 'sloppy slacker-ånd' fra 1990erne, (...) men når man skriver så gode og aparte og skægge og personlige sange som Barnett, tager man gerne den tilstræbt sjuskede indpakning med. Dét sagt er hendes anden skive med den endnu federe titel, How Do You Really Feel, noget strammere i udførelsen end debuten, og det skal hun ikke høre et ondt ord for ... Hun bærer elegant sine følelser uden på tøjet, og det er svært ikke at blive en smule forelsket i den kunstneriske 'fuck you and the horse you rode in on'-persona, man møder på albummet her".
Information
d. 18. maj 2018
af
af
Louise Rosengreen
d. 18. maj 2018
"[Barnett] er stadig glad for fordrejede ordspil og neologisme-titler, men på det nye udspil har Barnett skruet ned for den sproglige opfindsomhed og helt op for sin guitars skrat. De nye numre er sørgmodige, opgivende og aggressive. Det hele begynder med »Hopefulessness«. Trægt og faretruende gentages et vemodigt guitarriff igen og igen, så man ikke er i tvivl om, at stilen her er lo-fi. Det skal være skramlet. Det skal lyde skævt, som de amerikanske lo-fi-veteraner Pavement med kvindeligt fortegn. Ingen er født til at hade, synger hun, uimponeret og med fed aussieaccent og afslutter åbningsnummeret med ordene »I'm getting louder now«. Courtney Barnett er både guitarist og sanger, kejthåndet og kejtet. Hendes elektriske guitar spankulerer sløvt gennem en solo eller vrider sig raspende ud af en rundgang ... Det er rocket og rodet og lyrisk ambitiøst, men den tilbagelænede 90'er-stil gør, at det aldrig bliver rigtig hjerteskærende".